Lene Wiell Nordberg

Forsker, BUILD

Lene har en cand.arch og Ph.D. inden for arkitektur. Hun er ansvarlig for feltstudier og rumlige analyser i Agervang, Gadehavegård, Munkebo, Ringparken, Skovparken/Skovvej, Stengaardsvej og Sundparken.

Se mere om Lenes faglige profil.

Hvorfor mener du, det er vigtigt at sætte fokus på udsatte boligområder?

I de kommende år er der planlagt omfattende fysiske forandringer i en række udsatte boligområder. Omfanget af de forestående forandringer er uden fortilfælde, og det er derfor vigtigt at undersøge, hvordan det påvirker livet i bebyggelserne og områdernes identitet.

Hvilke værdier forbinder du med almene boliger?

Jeg oplever, at der i mange almene boligområder er en stærk følelse af fællesskab og et velfungerende beboerdemokrati. De almene boliger bidrager desuden til variation i den samlede danske boligmasse ved at have boliger i forskellige størrelser til en billig husleje.

Hvilke af dine interesser glæder du dig til at sætte i spil? 

Samspillet mellem de fysiske forhold og det levede liv i boligområderne over tid er særligt interessant efter min mening. Forskerteamet genbesøger hvert område flere gange gennem en årrække, hvilket giver en enestående mulighed for at følge boligområdernes udvikling over tid.

Hvad kan du bidrage med til følgeevalueringen? 

Forskerteamet bag evalueringerne er tværfagligt, hvilket er en styrke ift. at belyse denne komplekse problemstilling. Jeg bidrager ud fra min arkitektfaglige baggrund med et særligt blik på de rumlige analyser, der bruges til at analysere boligområders fysiske kvaliteter og udfordringer.

Hvorfor synes du, at denne evaluering er vigtig? 

Følgeevalueringen er vigtig, fordi der mangler viden om samspillet mellem det fysiske og det sociale hverdagsliv. Evalueringen vil give en unik og nuanceret viden om, hvordan de forestående forandringer påvirker de udsatte boligområder, hvilket er betydningsfuldt i forhold til fremtidige indsatser.